Adventure og Action Aid

IDP-camp – 23/4

Hvis man kender lidt til Kenyas samtidshistorie har man sikkert hørt om den vold der udfoldede sig efter valget i 2007/2008. Valget stod mellem den daværende præsident Mwai Kibaki, og oppositionslederen Raila Odinga. Kibaki vandt valget, men blev anklaget for at snyde med stemmerne, og det vakte stor harme hos oppositionen. Så stor harme at folk blev decideret slagtet, fordi de tilhørte præsidentens stamme, de indflydelsesrige Kikuyu’er. Det ville de ikke finde sig i, og derfor gik de til angreb på de stammer der traditionelt set stemmer på oppositionspartiet, dvs. Luo’erne. 

Lyder det bekendt? Situationen var så kritisk, at mange eksperter frygtede et nyt Rwanda. Efter hektiske forhandlinger, fra bl.a. forrige generalsekretær for FN Kofi Anna, Ghana’s præsident m.fl. kølede folk ned, og Odinga fik stillingen som premiereminister. Lykkelig slutning, ikke? Nej. Mange mennesker blev jaget ud af deres hjem, og fik statussen som IDP – Internally Displaced Persons, eller interne flygtninge.

Vi tog ud for at se en IDP-lejr i provinsen Nyeri, hvor vi mødte en ældre kvinde. Hun hedder Damales Jeli, er 64 år og har boet i en IDP-lejr siden 2008, kort efter urolighederne begyndte. Hendes mand og to af hendes 8 børn døde som følge af det. Nu bor hun i et improviseret telt af plastikposer og hvad hun ellers kunne finde, sammen med sin datter Dorcas og børnebørnene. Hun fortalte at hun arbejder for så lidt som 100 Ksh om dagen, dvs. 7 DKK. ”Vi har intet at lave, vore børn er gadebørn, vi venter bare på at dø” sagde hun. Regeringen har gang på gang lovet at flytte de interne flygtninge ud af lejren, men der er ikke blevet gjort noget ved situationen.

Da vi kom til lejren var vi overrasket over hvor mange børn der kom og mødte os. De agerede næsten som om de havde fået besøg af dronningen fra Mars, og inviterede os med til at synge og lege med dem. I modsætning til de voksne vi mødte, hvor man tydeligt kunne se håbløsheden i deres ansigter, var børnene glade og spændte over endelig at få gæster. Da vi tog hjem var det med en sær smag i munden. Vi havde selvfølgelig fået en oplevelse for livet, som vi helt sikkert ville tage med hjem, men det er også lidt pointen: vi kunne tage hjem. De mennesker vi mødte kunne ikke tage fra den lejr medmindre regeringen greb ind, og det så ikke ud til at situationen ville ændre sig.

Weekend tur 26-27/4

Lørdag skulle vi på safari. Safari blev det ikke helt til, men det var stadig utrolig sjovt og en vild oplevelse! VI blev hentet fra Daraja i nok et af de mærkeligste fartøjer jeg i mit liv har set. Forestil dig en lastbil, hvor cargo-delen er omdannet til en meget højtliggende bus, og hvor vinduerne kun kan lukkes med en teltdug. En hektisk bumletur, der nærmest virkede livsfarligt når man kørere meget tæt på akacietræer og deres drabelige torne. Men af sted gik det ud til det sted hvor vi skulle overnatte i telte. Det er virkelig det man kan kalde for bush’en. Store klippeformationer tårnede sig ud fra bakkekammene, og der var ikke så meget som en hytte at se i miles omkreds. Nok noget af de smukkeste jeg længe har set.

Aktiviteterne bestod af nogle meget sjove teambuilding aktiviteter i bagende hede, og bagefter skulle vi ned til den nærliggende flod for at ”lege” videre. Vandet var brunt, koldt og dejligt! Især når man laver tømmerflåder, men knap så fedt når man skal gå tilbage, med bare tæer gennem tornekrat og skarpe sten. AV!

Næste morgen stod vi op lige før solopgang. Vi skulle på Game Walk i området, dvs. vi skulle gå rundt i bush’en for at se vilde dyr. Vi garderede os med en masai guide, eller tracker, en af arrangørene af turen væbnet med en riffel, og varmt tøj da, det er virkelig koldt om morgenen. Nogle af os valgte mere… skal vi sige flamboyante løsninger end andre.

Alex i Kenya

Solopgangen var utrolig smuk, og udsigten over savannen var fænomenal. Desværre var der ikke så mange dyr at se, kun fodspor, og de uhyggelige hyl fra en hyæne. Vi tog hjem efter flere teambuilding aktiviteter ved floden, stadig i vores store drog af et bumlefartøj. Underholdende afslutning på et underholdende døgn.

Undertegnet på en klippe

ActionAid Isiolo 29-30/4 

Når nu vi er på et højskole ophold arrangeret af ActionAid, så giver det god mening at vi har et kursus i udvikling og bistand. Det meste af det kender vi i forvejen - vi giver ca. 0,7% af BNP'et til projekter der skal godkendes af Danida. Men det man ikke lige tænker på, det er hvilke krav der skal opfyldes hos disse projekter, og hvordan det ser ud.

Vi blev introduceret til HRBA - Human Rights Based Approach, som er en ny "skole" af udvikling med fokus på rettigheder og bæredygtighed. Vi skulle besøge et af ActionAids projekter i en by ved navn Isiolo, ca. 2 timer væk fra Daraja.

Vi blev modtaget med dans og sang fra de lokale kvindelige bønder, som helt uden videre tog os under armene og marcheret/dansede ud med os til markerne. 

Lokalsamfundet bestør hovedsageligt af kvægdrivere: Samburu, Turkana og Somali-folket har altid været semi-nomadiske, men grundet klimaændringer, tørke og hvad ved jeg er de blevet tvunget til at finde nye leveveje. Der kommer ActionAid ind; de træner lokalsamfundet i at dyrke hurtigt voksende afgrøder som grønne bønner, og overraskende nok, fisk. Projektet varer 5 år, og derefter er det op til samfundet, den lokale regering og især de overseje kvinder til at holde det kørende.

Jeg siger at kvinderne især er seje, fordi de udgør 80% af bønderne i dette projekt, plus vi selv skulle prøve at udføre noget af det arbejde de gør, dag ud og dag ind. De bedste af os danskere kunne måske holde et kvarter.