Husk solcreme! 5 Mærkeligste steder du kan blive solbrændt

Det er ingen hemmelighed at når man er på ækvator i ca. 1800 meters højde, så er det pænt vigtigt at huske de høje faktorer. Men hvad man ikke ofrer for en god tan, er det ikke rigtigt?

Til skræk og advarsel for alle jer som ikke bruger solcreme, er her en liste over de top 5 særeste steder vi er blevet solbrændte. Og ja, alle er sande.

5. Ørene (Anders) 

Giver egentlig fint nok mening - huden på ørene er ret tynd og udsat når de nu stikker ud fra hovedet. Men at have helt røde høreklapper, det er da ikke helt alment. Så husk den fikse safarihat inden I begiver jer ud.

4. Fødder (Magnus)

Turen til Pangani, var ikke just en sucess for dem med sart hud, især når man kun går i kipklapper. Men stadig, har I noglesinde set et par fødder med samme farve som jorbæris? Nej vel? Så med mindre man føler for at gå rundt i lukkede sko eller sokker i 30 grader fugtig hede, så er det på med et par lag solcreme på futterne.

3. Under armene (Anders)

Ok, helt ærligt, hvordan sker det?! Man render jo ikke rundt med den gode basarm hele dagen, vel? Men nej, de små møg-UV stråler er nogle snedige krabater. Så en t-shirt er nok kærkommen, skide være med truckerarme.

2. Knæhaser (Magnus og Marie)

Nej, nu må det holde! En ting er at benene bliver en smule branket, men at det udelukkende er knæhaserne der bluser op? Selv med solcreme? Måske har de religiøse mennesker hernede alligevel fat i den lange ende med tøj der dækker knæene.

1. Øjenlåg (Magnus)

... Jeg er løbet tør for ord. Solskoldet på øjenlågene. Og vi taler helt lyserøde, der var mange der var i tvivl om Magnus havde fået en allergisk reaktion eller om han var sprunget ud som dragqueen. Men nej, solskoldet på øjnelågene. Vi kan ligeså godt give op folkens, vi kan ikke vinde mod UV-strålerne. Læg jer bare ud i bikinien og få det meste ud af de D-vitaminer der nu må være. Jeg kapitulerer herfra. Slut.

Og prisen for mest uheldig solskoldning går til...

Tilbage på Daraja

Forum-teater 14.4 – 16.4

Dagens bedste nyhed – VI HAR IKKE VÆGGELUS! En af turens største ængstelser var at vi havde fået væggelus, da mange havde fået små bid på armene. Væggelus er også ret trælse, da de lægger æg i ALT ens tøj, og derfor er meget svære at komme af med. Men det viste sig at være sandfluebid (da de ikke kløede og vi ikke havde fået nogle nye siden Pangani), så det vil sige at vi ikke skal spraye og kogevaske alt hvad vi ejer! YES!

Programmet startede hårdt ud med det der kaldes ”Forum-Teater”, hvilket er en speciel form for interaktivt teater. Det blev startede i 70’erne i Brasilien, og går ud på at man fremfører en sketch med en trist slutning. Dilemmaet i stykket bør som regel være et samfundsmæssigt problem med en undertrykker og en undertrykt. Efter man så har fremført stykket spørger ordstyren (eller ”Jokeren”) så publikum hvad der kunne ændre situationen. Kunne den voldsramte kvinde slå igen? Bør det AIDS-ramte mobbeoffer stille sig op og forklare hvad AIDS er? Pointen er at publikum kommer med foreslag og skaber debatten. Så spiller man stykket igen, med publikums forbedringer. Publikum kan nu få lov til at råbe ”FRYS!” og så komme med flere rettelser, eller, hvis man er modig, komme op og selv spille rollen.

Vi skulle spille vores stykke for Daraja pigerne, og, fordi det tog udgangspunkt i deres oplevelser og udfordringer, handlede de alle om kønsroller og kønsdiskrimination. Det gik lidt langsomt for sig i starten, men til slut fik vi gang i debatten, og der var endda en der kom op og overtog en rolle! Mega sejt gjort! 

Masaai dans 17.4

Om torsdagen plejer vi som regel at have Coffee Bar, en slags debatklub, men i aften var det program blevet udskiftet med en gæsteoptræden fra de lokale Masaai unge. Den stod på sang og dans fra vores gæster, og bagefter fik vi mulighed for at stille dem nogle spørgsmål (hvad betyder den sang? Har i mange af sådan en slags danse?), hvilket de svarede på med stor forståelse. Vi blev til gengæld noget betuttede da de så spurgte os om vi havde nogle sange i vores stamme! 

Casanova alligevel

Aftenens højdepunkt var nok da nogle af masaaidrengene bejlede for de danske piger (herunder undertegnet), ved at byde dem op til dans og derefter hoppe. Ja, hoppe. Jo højere han hopper, desto mere attraktiv bliver han anset.

Børnehjem 18.4 - 21.4

Fredag var vi ude og besøge et børnehjem. Hjemmet er styret af en præst og hans kone fra den lokale Baptist-kirke. De lever af donationer fra andre kirker i lokalområdet, og har 28 børn permanent boende i alderen 5-19. De bor i 2 huse eller dorms - en til drenge og en til piger. Man sover 2 i en seng.

Billedet er taget af Marie

Pastoren i hans hjem. Billedet er taget af Marie

Udover præsten og hans kone arbejder der 2 kokke på hjemmet i et køkken der næsten kan sammenlignes med en bivuak.

Billedet er taget af Marie

Men på trods af de utrolig spartanske kår, var der liv og glæde at se over alt i hjemmet. Børnene var meget generte over for os (de var ikke vant til at se wazungu/hvide mennesker), men de var stadig rigtig glade for at snakke med de afrikanske deltagere og spille fodbold med dem. Ikke alle børn der bor på hjemmet er forældreløse. Nogle af dem kommer til hjemmet fra gaden, eller har HIV, men vi snakkede med en 19-årig ved navn Paul, som kom til hjemmet i 2006, for at søge hjælp til at betale for sin skolegang. Hans far nægtede at betale for Paul og hans fem søskende, og hans mor havde ikke råd til at gøre det alene. Idag går Paul i "secondary school", hvilket svarer nogenlunde til gymnasiet, og håber at læse til bygningsingeniør på universitet. Paul fortalte at personalet på børnehjemmet agerede forældre for mange af børnene, og anså selv de yngste beboer som sine egne småsøskende. Alt i alt, var der en rigtig hyggelig stemning, på trods af utroligt sparsomme faciliteter, ligesom resten af vores ekskursioner har vist os.

Mapenzi fra holdet er den ultimative afrikanske mama. Især hvad børn angår.

Børn der leger ude foran kirken. 

Friuge i Pangani og Masai Mara

Friuge i Pangani 5.4-10.4

I denne uge havde vi fri, så i den anledning tog vi danksere en 5 dagstur til Pangani, som ligger ud til den Tanzanianske kyst (fordi vi nu ikke måtte befinde os på Kenyas kyst). Til gengæld skulle vi flyve til Mombasa og så køre til Pangani derfra. Det tog 9 timer. Nej jeg lyver ikke. 9 timer i en bus og en luftfugtighed tættere end en urskov, og temperatur som en sauna. Tror du vi var glade for at nå frem? Jep, især eftersom det sidste stykke vej havde en hældning på næsten 45 grader, og det var mørkt.

Næste dag blev vi splittet op – 8 danskere skulle på et dykkerkursus, og vi andre tre blev på hotellet. Vi gik en laaang tur ned ad en strand der ligner noget fra et postkort, og så var vi ellers ude og bade i det Indiske Ocean. Til dem af jer der ikke har prøvet det, så kan jeg fortælle, at det er ligeså varmt som et badekar, og fuldstændig blikstille (i hvert falde fra Pangani).

Dag 2 i Pangani , det var for varmt til at kunne lave noget ud over at sidde i skyggen og nyde udsigten og skrive dagbog og tage brusebad (eddermame en luksus, når man kommer fra 2 uger på Nairobi-Platformen uden rindende vand). Noget at notere om det sted vi boede; det var et udmærkede lodge der hed ”Drifters”, men vi sov 11 mennesker i et værelse og maden var ikke inkluderede i prisen. Hvert måltid kostede 10 USD, men bliver det omregnet til tanzanianske shilling hedder prisen lige pludselig 16’000 Tsh (der kan man vist tale om Matadorpenge!) Til gengæld fik vi alle god aftensmad i den nærliggende landsby til halv pris.

Havde en oplevelsesrig tredjedag – tog på en Masai-Walk, som er en tur arrangeret af et andet hotel, og viser hvordan lokalbefolkningen bor, bl.a. masai-folkene og saltminerne i mangroverne (flashback til eksursionerne d. 18.3) Bestemt hyggeligt, og så er mangrovelandskab seriøst noget af det særeste på guds grønne jord. Nå ja, og så så vi et halvråddent kadaver af et hulepindsvin skyllet op på stranden. ET HULEPINDSVIN!

Sidste dag i Pangani blev fejret med manér da de andre endelig blev færdige med deres dykkercertifikat. Vi er meget stolte af dem (og måske lidt misundelige). Men forståeligt nok ville de have en stranddag, men vi var 4 der ville lige have det sidste med af turen, så vi tog ind til byen Pangani. Vi tog derind med store forhåbninger om at opleve Swahili-kultur og historie, men byen viste sig at være noget af et hul, og vi havde ingen guide. Til gengæld var det meget sjovt at gå på opdagelse i en by du ikke kender, og hvor befolkningen overhovedet ikke taler engelsk! Så vi blev bestemt udfordret på vores sparsomme Swahili-gloser, men det var nu også sjovt. Vi var inde og spise på en restaurant hvor man først går op og tager for sig af buffeten, og så giver tjeneren dig prisen, alt afhængigt af hvor meget du har taget. Ikke overraskende var det mættende mad og rørende billigt. 

På vej hjem tog vi en piki-piki – eller en motorcykel taxa. To meget søde amerikanere der også boede på Drifters anbefalede os det, hvis vi ville komme hurtigt (og billigt hjem). Så fluks, vi blev nærmest hivet op på den nærmeste knallert og så var det ellers af sted. Mig og Alex (som har bloggen: Alex i Kenya) sad begge på en, og de to andre sad på den anden. Det ellers over stok og sten forbi urjungle, ananasmarker og små hytter. Hold kæft, det var sjovt, men nok ikke det sikreste transportmiddel.
Turen sluttede af på den mest absurde måde i mands minde. Efter lækker tre-retters menu og en ordentlig fejring af en god tur gik vi hjem fra restauranten/hotellet hvor de andre tog deres dykkerkursus. I ØSREGNVEJR! Det tøj der var blevet hængt til tørre var drivende vådt, og det vi havde på dryppede. Og når vi nu skulle afsted kl. 06 næste morgen for at nå et fly tilbage til Nairobi, var det ret tvivlsom at det kunne nå at blive tøj.

Utroligt nok nåede vi til Mombasa i udmærkede tid, selvom det tog nærmest en krig at komme fra Drifters til Pangani. I løbet af aftenen var vejen simpelthen blevet gravet op! Kæmpe jordbunker, så langt øjet rakte. Det betød at vi så måtte stige ude af bilen, så den kunne køre i en faretruende skæv vinkel i vejkanten. Der må jeg blankt indrømme, jeg kunne mærke mine brune hår blive grå. Men udover det gik det fint – og hurtigt! Vores chauffører var enormt seje til at holde hovedet koldt under pres, hvilket var meget godt når nu undertegnet i hvert falde var på panikkens rand. Men vi overlevede sgu – med vådt tøj i bagagen og i en kvælende hede. Nu kan vi sgu klare ALT!

Masai Mara 11.4-13.4

Masai Mara er et af de største (og mest kendte) naturreservater i verden. I 90’erne tog Disneys animatorer til parken for at få inspiration til ”Løvernes Konge”, og i dag er den kendt som stedet hvor mange naturprogrammer bliver optaget. Det ligger ca. 5 timer fra Nairobi og på grænsen til Tanzania. Og der skulle vi befinde os i 3 dage, på det der kaldes et tented camp. Værelserne ligner en mellemting mellem et telt og en bivuak, men med 2 lækre senge og eget bad. 

Billedet er taget af Johanne

Det eneste der trækker lidt ned var aberne. Eksotisk ja, men de små nuttede røvere var IKKE bange af sig, og tog imod enhver lejlighed til at stjæle sukker, snacks og andet mundgodt. Derfor skal man huske at låse teltets lynlåse. Det havde drengene desværre glemt, med det resultat at alle deres snacks til turen blev ædt, og at aberne holdte den vildeste fest på sengene.

Nå, men nok om aberne – hvad med alle de andre dyr? Jo… de var på ferie. Desværre ramte vi ind i lavsæsonen, hvor de store flokke gnuer og zebraer er væk, men hvad gør det når man får set en pokkers masse elefanter, løver og bøfler?! Jep – vi fik endda sat kryds ved 4 ud af 5 af the Big Five med den utrolig sky leopard. Og der blev eddermame taget nogle gode close-ups og smukke landskabs billeder.

Mara-floden, der hvor gnuerne krydser hver sommer

Leopard

Nogle gange bliver man mere underholdt af turisterne end af selve dyrerne

NAAAAAAAAAANTS INGOYAAAAMA BAGITHI BABA...

Geparden her er på udkig efter andre rovdyr, der potentielt vil komme og spise dens bytte. Geparden er en af de svageste kattedyr, så hvis den bliver truet af andre rovdyr kan den intet stille op.

Den første dag tog vi på en kort eftermiddags Game drive, for lige at introduceres til området. Næste dag tog vi af sted kl. 8 og holdte picnic midt på savannen ved 12 tiden. Vi var først færdige kl. 4, men der var godt nok også segnefærdige. Sidste dag startede vi ved 6 tiden, så vi fik set den smukkeste solnedgang (og skrålede med på ”Circle of Life” naturligvis), indtil 9 tiden, hvor vi fik serveret lækker morgenmad og tog så tilbage til Daraja. Nøj, hvor havde jeg egentlig savnet det.

Nairobi og Go-Down Art Center

GCC-sangen 25.3-27.3

Fra tirsdag til torsdag skulle vi skrive og indspille en sang i fællesskab. Det foregik i noget der hedder ”GoDown Art Centre” – hvor malere, musikere og skuespillere mødes og udvikler deres kunst. Pænt fedt sted, må man sige.

Apropos ingenting: Dette barn ligner virkelig en afrikansk version af en dreng i en af mine børnehaver...

Projektet viste sig at være nemmere sagt en gjort, når man har 21 mennesker med 50 forskellige forslag. Heldigvis har vi to meget garvede sangere, som kunne stå for melodien, uden for meget bøvl. Vores ”sangcoach” Abbi, gjorde et rigtig godt job i at opfordre alle i at komme med forslag til teksten, men samtidig ”rette” på os, så det ikke endte med et dårligt remake af ”We Are The World”. Knap så entusiastiske var producerne, som ikke var helt enige i at det skulle være hele GCC’s sang, men ville hellere have solisterne i front. Det var de fleste ret irriteret over, men hvad pokker, det er jo bare en sang, og pointen er ikke om den blev god, eller indspillet ”korrekt”, pointen er, at det var et fælles projekt, og at alle havde en hånd med i det.

Abi, vores sangcoach

Danseworkshop og etiopisk mad 28.3

I dag skulle vi danse. Eller, danse er så meget sagt, men vi skulle i hvert falde bruge vores kroppe og bevægelse til at formidle et budskab. Hvis det lyder lidt flippede, så er det fordi, at det er det! Men det var fandeme også sjovt at skulle være kreativ på så anderledes en måde end man er vant til. Og så er det også en rigtig god måde at kommunikere på, uden brug af ord.

Senere på aftenen var vi blevet inviteret ud på en etiopisk restaurant af lærerne. Det var virkelig en oplevelse! Seriøst, hvis du kan lide stærk mad og stærkt fællesskab, så prøv en etiopisk restaurant! Maden blev serveret på et kæmpe fad, med forskellige stykker tilbehør (kødstykker i stærk sovs, stærk jordnøddesovs, spinat, en slag etiopisk ost osv), på et stort stykke syrligt brød; ”injera”. Tanken er så, at man med hænderne river stykker af injera’en af, og dypper det i det man nu vil spise. Her er hagen; et fad er til 4 mennesker. Og det endte i et virkelig sjovt cirkus!

Mt. Longonot 29.3

Så er der dømt Dansker-tur! En 6 timer lang hike op ad en sovende vulkan, ved navn Mt. Longonot. Vulkanen ligger i Rift Valley, ca. halvanden times kørsel udenfor Nairobi. Først går man op til selve krateret, hvilket tog længere tid end vi havde regnet med. Ikke fordi vi gik specielt langsomt, mere pga. alle de små børn, der skulle gå foran os! Det hjalp desværre heller ikke at børnene havde vandrepinde med, hvilket gjorde det nærmest livsfarligt at gå bag ved dem! Da vi så kom op til krateret, var der mulighed for at gå rundt om det, hvilket var noget af en udfordring. For det første går det virkelig stejlt ned på begge sider af en sti, som til tider ser meget smal ud. For det andet skal man også op og klatre og ned igen, en oplevelse der virkelig sætter bentøjet på prøve (mine ben klager sig stadig, og jeg har et fint sæt vabler på begge hæle). Men når ser denne udsigt, kan man roligt sige at det var turen værd.

Med sådan en udsigt forstår man godt hvorfor kenyanere er så religiøst et  folkefærd

Lake Naivasha

Krateret. Værs'go til Jurassic Park-temasangen. Og en flyveøgle.

Bjergsiden er dannet af oldgammel vulkansk aktivitet, og ligner lidt sandklitter

Meget lokal regn

Klatretøsen, go home!

Hej urskovssti, du er da nuttet!

Hospitalstur 31.3

Så har man da også oplevet det kenyanske hospitalsvæsen. I går aftes havde undertegnet en onsindet kvalme, så det hed fluks hen til det nærmeste hospital. Sjældent har jeg oplevet noget så bøvlet.
Det starter med at jeg kom ind til skranken, bestilte en lægekonsultation (som koster 1000 Ksh) og ventede på lægen. Efter jeg blev kaldt ind forklarede jeg ham kort symptomerne (kvalme og ondt i maven). Han gav mig så en seddel med to slags prøver jeg skulle have foretaget, og bad mig om at tage denne seddel til labaratoriet. Ok, det gør jeg så, og får besked på at tage ovennævnte seddel hen til skranken og betale for det også. Så venter jeg på at få taget testen, får taget testen (heldigvis af nogle meget søde læger) og skal så vente på at få svar. 2 TIMER SENERE – får jeg resultatet. Jeg er nu blevet en amøbeinfektion rigere, og ca. 3500 Ksh fattigere efter at have bestilt medicinen jeg skulle tage og så hente den ved apoteket. Vent – hvorfor betaler jeg ikke hos apoteket for de piller? Fordi overblik er en by i Rusland for det kenyanske hospitalsvæsen. Men jeg blev nu en gang rask, så når enden er god er alting vel godt.

Interviews i Kibera 2.4 – 3.4

Journalistik-forløbet kulminerede i at vi skulle planlægge og udføre en række interviews i Kibera (der hvor vi var første dag – et meget hyggeligt gensyn). Vores gruppe valgte emnet Innovation og Business i Kibera, og interviewet en aldrende skomager og en ung butiksejer. Begge mænd var imødekommende og åbne omkring deres forretning. Og så er det bare utrolig rart at få bekræftet det syn man fik af Kibera den første dag. Selvom de begge havde deres udfordringer (Skomagerene havde svært ved at få sparet nok penge sammen til slut i måneden til sin store familie, og butiksejerene havde stadig men fra røverierne og urolighederne efter ’07-valget) var de stadig godt tilfredse og havde stærke ambitioner for fremtiden. 

Mød Lokalsamfundet!

Kirke 16.3

”Kirke” består af en lerhytte med 10 rækker sæder og et elektrisk keyboard med tilhørende generator. Keyboardet spiller pivfalskt og spiller altid den samme kiksede rytme. Der var masser af sang, da vi besøgte kirken, alle aldersgruppe fik hver ca. 3 salmer at synge. Måske var det keyboardet, måske var det formiddagsheden, men næsten alle grupper lød SÅ uinteresseret! Senere hen var der en prædiken: 2 timers gratis Swahili lektion!

2 slags fattigdom 18.3

Vi skulle på 2 eksursioner i dag – en ude på landet og en i Nanyuki’s slum, for at illustrere hvordan fattigdom kom til udtryk.

Ude på landet er jobmulighederne ret få og ustabile. Vi besøgte et stenbrud, en sandgrav og et illegalt bryggeri. De to første fortalte at de er meget afhængige af lastbilerne der kommer fra byen og sælger deres produkt videre, fordi det er der at deres løn kommer fra. Bryggeriet er en anden sag. Som sagt er det en illegal virskomhed, og ligger derfor langt udenfor den nærmeste landsby hvor bryggerne bor. Alkoholen, kaldet chang'aa er brygget på majs, hvede og sukker. Man køber den pr. kop og må kun nyde maks to kopper, for ikke at blive opdaget af myndighederne. Generelt var der en ret stor afmagt her; det er ikke alle der er sikret et job, og der er ikke plads til innovation og kreativitet.

I slummen er det en helt anden sag. Her bor ca. 16’000 mennesker, og de fleste lever af små boder eller odd jobs hist og her. Vores guide, Salim, er caterer og bager sammen med nogle af sine venner. Og som så mange andre steder, så er network guld værd! Kender du nogen der mangler en bager, jamen så er du næsten sikret en lønseddel. Derfor virker slummen også mere som et stort landsbysamfund – fordi alle kan hjælpe alle, mens i landdistrikterne er det mere alle mand for sig selv.

Mudderkast 19.3

I dag øvede vi mudderkast! Eller, rettere sagt skulle vi hjælpe med at reparere en skole. Det gik ud på at man skulle blande vand og sand sammen og så klaske mudderet på væggene, uden at blive distraheret af uforskammet nuttede unger.

Til aften havde vi så barbeque, hvor nogle af de afrikanske drenge købte en ged. Altså, en levende ged. Som skulle slagtes i baghaven. Naturligvis var alle danskerne nysgerrige, men også en smule forfærdet. Det syntes afrikanerne der var meget morsomt, da det at slagte en ged er ligeså naturligt som selv at gå ned i Fakta og købe nogle hakkedrenge. Så nu har jeg set en ged blive slagtet og så spist kræet bagefter. Det giver virkelig et andet syn på ens madvaner, skal jeg hilse og sige. Men ikke nok til jeg bliver vegetar.

Stammekultur og aflyste ture 21.3

Vi skulle besøge 3 stammer i dag, som alle bor i lokalområdet: Kikuyu, Turkana og Borana. Det specielle ved denne eksursion er, at det er ret sjældent du har så mange forskellige stammer samlet på et sted, især når det er fra hver stammegruppe: Bantu, Nilote og Cushite. En kort sammenligning til den forvirrede: De tre stammer kan nogenlunde sammenlignes med nationer i Europa, f.eks danskere, svenskere og nordmænd. Men disse nationer tilhører en overkategori; Skandinavien. På samme måde tilhører Kalenjin, Turkana og Masai stammerne alle overkategorien Nilotes.

Den største forskelle på de tre stammer vi besøgte var husene. Kikuyu-kvinden Lea havde bygget sit eget hus ud af mudder og plastikposer som insulation sammen med datteren, og havde en stor frodig have og et par kyllinger. Turkana-konen boede in en rund lerhytte med stråtag, som hendes afdøde mand havde bygget. Der var mange huse rundt omkring, som tilhørte andre medlemmer af familien, og hist og her gik der geder rundt, men der var ingen have. Borana-manden boede med sin kone og 5 børn i en hytte med mønstre tegnet på væggen. Han levede af diverse odd-jobs, som dem vi så på ekskursionen d. 18, og drømte om at flytte til byen.

Alt i alt, en meget lærerig ekskursion, og vores guide Jack var virkelig god til at oversætte for os.

Så til den knap så fede del; pga. en bombetrussel i Mombasa fraråder Udenrigsministereiet alle danskere i at tage til kysten i Kenya. Og vi havde for en uge siden bestilt billetter til Mombasa i vores friuge.

Håber virkelige vi kan finde et alternativ…