Tilbage på Daraja

Forum-teater 14.4 – 16.4

Dagens bedste nyhed – VI HAR IKKE VÆGGELUS! En af turens største ængstelser var at vi havde fået væggelus, da mange havde fået små bid på armene. Væggelus er også ret trælse, da de lægger æg i ALT ens tøj, og derfor er meget svære at komme af med. Men det viste sig at være sandfluebid (da de ikke kløede og vi ikke havde fået nogle nye siden Pangani), så det vil sige at vi ikke skal spraye og kogevaske alt hvad vi ejer! YES!

Programmet startede hårdt ud med det der kaldes ”Forum-Teater”, hvilket er en speciel form for interaktivt teater. Det blev startede i 70’erne i Brasilien, og går ud på at man fremfører en sketch med en trist slutning. Dilemmaet i stykket bør som regel være et samfundsmæssigt problem med en undertrykker og en undertrykt. Efter man så har fremført stykket spørger ordstyren (eller ”Jokeren”) så publikum hvad der kunne ændre situationen. Kunne den voldsramte kvinde slå igen? Bør det AIDS-ramte mobbeoffer stille sig op og forklare hvad AIDS er? Pointen er at publikum kommer med foreslag og skaber debatten. Så spiller man stykket igen, med publikums forbedringer. Publikum kan nu få lov til at råbe ”FRYS!” og så komme med flere rettelser, eller, hvis man er modig, komme op og selv spille rollen.

Vi skulle spille vores stykke for Daraja pigerne, og, fordi det tog udgangspunkt i deres oplevelser og udfordringer, handlede de alle om kønsroller og kønsdiskrimination. Det gik lidt langsomt for sig i starten, men til slut fik vi gang i debatten, og der var endda en der kom op og overtog en rolle! Mega sejt gjort! 

Masaai dans 17.4

Om torsdagen plejer vi som regel at have Coffee Bar, en slags debatklub, men i aften var det program blevet udskiftet med en gæsteoptræden fra de lokale Masaai unge. Den stod på sang og dans fra vores gæster, og bagefter fik vi mulighed for at stille dem nogle spørgsmål (hvad betyder den sang? Har i mange af sådan en slags danse?), hvilket de svarede på med stor forståelse. Vi blev til gengæld noget betuttede da de så spurgte os om vi havde nogle sange i vores stamme! 

Casanova alligevel

Aftenens højdepunkt var nok da nogle af masaaidrengene bejlede for de danske piger (herunder undertegnet), ved at byde dem op til dans og derefter hoppe. Ja, hoppe. Jo højere han hopper, desto mere attraktiv bliver han anset.

Børnehjem 18.4 - 21.4

Fredag var vi ude og besøge et børnehjem. Hjemmet er styret af en præst og hans kone fra den lokale Baptist-kirke. De lever af donationer fra andre kirker i lokalområdet, og har 28 børn permanent boende i alderen 5-19. De bor i 2 huse eller dorms - en til drenge og en til piger. Man sover 2 i en seng.

Billedet er taget af Marie

Pastoren i hans hjem. Billedet er taget af Marie

Udover præsten og hans kone arbejder der 2 kokke på hjemmet i et køkken der næsten kan sammenlignes med en bivuak.

Billedet er taget af Marie

Men på trods af de utrolig spartanske kår, var der liv og glæde at se over alt i hjemmet. Børnene var meget generte over for os (de var ikke vant til at se wazungu/hvide mennesker), men de var stadig rigtig glade for at snakke med de afrikanske deltagere og spille fodbold med dem. Ikke alle børn der bor på hjemmet er forældreløse. Nogle af dem kommer til hjemmet fra gaden, eller har HIV, men vi snakkede med en 19-årig ved navn Paul, som kom til hjemmet i 2006, for at søge hjælp til at betale for sin skolegang. Hans far nægtede at betale for Paul og hans fem søskende, og hans mor havde ikke råd til at gøre det alene. Idag går Paul i "secondary school", hvilket svarer nogenlunde til gymnasiet, og håber at læse til bygningsingeniør på universitet. Paul fortalte at personalet på børnehjemmet agerede forældre for mange af børnene, og anså selv de yngste beboer som sine egne småsøskende. Alt i alt, var der en rigtig hyggelig stemning, på trods af utroligt sparsomme faciliteter, ligesom resten af vores ekskursioner har vist os.

Mapenzi fra holdet er den ultimative afrikanske mama. Især hvad børn angår.

Børn der leger ude foran kirken.