Projektuge: Let There Be Light!

En fast tradition er det på den Globale Højskole, at man har en projekt-uge, hvor vi kort sagt bruger alt det vi har lært om bæredygtighed, projekt-design, menneskerettigheder og alt andet godt. Mig og Vincent valgte at tage udgangspunkt i lokalsamfundet omkring Daraja, navnligt den lille masailandsby vi besøgte en af de første dage (nostalgiii!). Her er hvad vi lærte.

A Litre of Light - baggrund

Vores projekt tog udgangspunkt i "open source" bevægelsen A Litre of Light, der blev startede i 2011, med målet at give slumboerne i Manila (Filippenerne) lys i deres huse, ved brug af en plastikflaske med vand.

A hva'???

Jo, den er skam god nok - ved at sætte en almindelig PET-flaske halvt ude og halvt inde for et bliktag, kan lyset opfanges og reflektere det indedørs. Og ved at tilføre blegemiddel og noget godt fugemasse kan "lampen" virke i 5 år, uden risiko for at den dratter ned eller at der dannes alger i flasken. 

Vores projekt foregik således.

Trin 1) Byg en prototype

'

DEN VIRKEEER!!!

Trin 2) Køb materialer

Trin 3) Byg det

Trin 4) "Hej - må vi bore hul i jeres kirke?"

Trin 5) Imponer lokalbefolkningen og giv dem mulighed for selv at lave dem 

Link

Trin 6) Job's done!

Dar es Salaam

Jeg plejer at sige at man kan nå hen til alt i København på mindre end en halv time. I Dar es Salaam kan man åbenbart ikke nå hen til NOGET på under 2 timer! Det er hvad min erfaring har vist mig efter en uges tid i Tanzanias uofficielle hovedstad.

Det, og så at denguefeber er det nye malaria. Symptomerne er nogenlunde ens, de bliver begge spredt af myg (dog hvor malariamyg bider om natten, hvor denguemyggen bider om dagen – SUPER!), og de kan potentielt udvikle sig til noget dødeligt! Men der hvor denguefeber tager prisen for mest træls er, at der ikke findes nogen kur. Det eneste du kan gøre er, at hoppe op på hospitalet, få et par panodiler og håber at dit blod stadig kan koagulere i morgen. Vi overlevede alle heldigvis uden diagnosen, men kun fordi vi nærmest badet os selv i myggespray (som platformen var søde nok til at sørge for).

Grimme lille satan

KCC 24/5

Kigamboni Community Centre blev startet op i 2007 af en gruppe unge og fungere i dag som et værested for børn og unge i kvarteret. De to tanzanianere fra vores hold, Aisha og Isombelo, har begge arbejdet som frivillige på centeret. I centeret skabes der trygge rammer for udsatte børn og unge, hvor de bl.a. kan få støtte til uddannelse, få opbygget ressourcer til at starte en virksomhed op, og, som vi var vidne til, udvikle talenter!

Hver lørdag afholdes der et show i KCC, hvor de unge opfører sang, akrobatik og skuespil. Sidstnævnte var jeg med til at deltage i. Sjovt nok i et stykke om sprogbarriere, der foregik på udelukkende Swahili, på nær lige mine replikker. Det var hylende morsomt, i hvert falde for publikum, håber jeg.

Kipepeo Beach 25/5

Strand tur i Dar es Salaam. Det bød på lune og vilde bølger, der smadret ned på en kridhvid strand. Kipepeo er en privat strand, hvor der ligger en bar/restaurant lige ved siden af. Da vi var der var der masser af tursiter, på trods af det er lavsæson – dvs. overskyet og småregnende. Men det var stadig rigtig sjovt, og en god opvarmning til Zanzibar…

Wonder Workshop og social entrepreneurship 27/5

Social entrepreneurship er en relativ ny form for velgørenhed eller NGO,som balancerer bæredygtighed og profit. Tanken er at en NGO skal gerne være så uafhængig af donorer så muligt. Så derfor starter man en entreprenørvirksomhed op, hvor overskuddet så går til NGO’en, projektet, eller hvad det nu kan være. Kort sagt, win-win for humanisten fra handelshøjskolen. Et eksempel på dette fænomen er Wonder Workshop, en NGO der blev startet op i 2005. Workshop’en laver brugskunst, hovedsageligt ud af metal, men også genbrugt papir, træ og  glas.Overskuddet går til kunstnerne, som alle har en eller anden form for handicap. Folk med handicap har som regel ikke særlig gode vilkår i Tanzania, de fleste ender med at tigge på gaden. Men i Wonder Workshop får de et arbejde som alle andre og bliver behandlet som alle andre. Og så er de utroligt kreative!

Trafik

Trafikken i Dar får sit helt eget indlæg. Jeg plejer at sige at man kan nå hen til alt i København på mindre end en halv time. I Dar es Salaam kan man åbenbart ikke nå hen til NOGET på under 2 timer! Det er hvad min erfaring har vist mig efter en uges tid i Tanzanias uofficielle hovedstad. Vejene varierer fra udmærket, ja nærmest europæiske standarder, til asfalt med ”potholes” på størrelse med en børnepool, til helt almindelig bumlede jordveje. 

Distortion festivalen er åbenbart en daglig begivenhed i Dar

Der er konstant kø, og som resultat (eller måske som grund) kører folk konstant ind i andre køer, eller overhaler på de mest mærkværdige måder. F.eks på fortovet. Så du kører altid enten med 80+ i timen, eller står bomstille. Det er en udfordring de brave boda-boda (motorcykler), dalladalla (minibus) og bajaj (tuk-tuk) chauffører tager op med oprejst pande og is i maven. Bl.a. overhaler de ved at køre på fortovet, leger spøgelsesbilister i korte distancer, og slanger sig gennem de proppede veje. Som passager sidder man med hjertet i halsen, men til sidst griner vi altid af oplevelsen, helt skæve på adrenalin efter at have overlevet. 

Udsigten fra en bajaj der kører 50 km/t på en tanzaniansk motorvej

Men nok det der virkelig slår mig er, hvor velkendt den tanzanianske trafik er fra den kenyanske, især da jeg boede hernede!