Projektuge: Let There Be Light!

En fast tradition er det på den Globale Højskole, at man har en projekt-uge, hvor vi kort sagt bruger alt det vi har lært om bæredygtighed, projekt-design, menneskerettigheder og alt andet godt. Mig og Vincent valgte at tage udgangspunkt i lokalsamfundet omkring Daraja, navnligt den lille masailandsby vi besøgte en af de første dage (nostalgiii!). Her er hvad vi lærte.

A Litre of Light - baggrund

Vores projekt tog udgangspunkt i "open source" bevægelsen A Litre of Light, der blev startede i 2011, med målet at give slumboerne i Manila (Filippenerne) lys i deres huse, ved brug af en plastikflaske med vand.

A hva'???

Jo, den er skam god nok - ved at sætte en almindelig PET-flaske halvt ude og halvt inde for et bliktag, kan lyset opfanges og reflektere det indedørs. Og ved at tilføre blegemiddel og noget godt fugemasse kan "lampen" virke i 5 år, uden risiko for at den dratter ned eller at der dannes alger i flasken. 

Vores projekt foregik således.

Trin 1) Byg en prototype

'

DEN VIRKEEER!!!

Trin 2) Køb materialer

Trin 3) Byg det

Trin 4) "Hej - må vi bore hul i jeres kirke?"

Trin 5) Imponer lokalbefolkningen og giv dem mulighed for selv at lave dem 

Link

Trin 6) Job's done!

Dar es Salaam

Jeg plejer at sige at man kan nå hen til alt i København på mindre end en halv time. I Dar es Salaam kan man åbenbart ikke nå hen til NOGET på under 2 timer! Det er hvad min erfaring har vist mig efter en uges tid i Tanzanias uofficielle hovedstad.

Det, og så at denguefeber er det nye malaria. Symptomerne er nogenlunde ens, de bliver begge spredt af myg (dog hvor malariamyg bider om natten, hvor denguemyggen bider om dagen – SUPER!), og de kan potentielt udvikle sig til noget dødeligt! Men der hvor denguefeber tager prisen for mest træls er, at der ikke findes nogen kur. Det eneste du kan gøre er, at hoppe op på hospitalet, få et par panodiler og håber at dit blod stadig kan koagulere i morgen. Vi overlevede alle heldigvis uden diagnosen, men kun fordi vi nærmest badet os selv i myggespray (som platformen var søde nok til at sørge for).

Grimme lille satan

KCC 24/5

Kigamboni Community Centre blev startet op i 2007 af en gruppe unge og fungere i dag som et værested for børn og unge i kvarteret. De to tanzanianere fra vores hold, Aisha og Isombelo, har begge arbejdet som frivillige på centeret. I centeret skabes der trygge rammer for udsatte børn og unge, hvor de bl.a. kan få støtte til uddannelse, få opbygget ressourcer til at starte en virksomhed op, og, som vi var vidne til, udvikle talenter!

Hver lørdag afholdes der et show i KCC, hvor de unge opfører sang, akrobatik og skuespil. Sidstnævnte var jeg med til at deltage i. Sjovt nok i et stykke om sprogbarriere, der foregik på udelukkende Swahili, på nær lige mine replikker. Det var hylende morsomt, i hvert falde for publikum, håber jeg.

Kipepeo Beach 25/5

Strand tur i Dar es Salaam. Det bød på lune og vilde bølger, der smadret ned på en kridhvid strand. Kipepeo er en privat strand, hvor der ligger en bar/restaurant lige ved siden af. Da vi var der var der masser af tursiter, på trods af det er lavsæson – dvs. overskyet og småregnende. Men det var stadig rigtig sjovt, og en god opvarmning til Zanzibar…

Wonder Workshop og social entrepreneurship 27/5

Social entrepreneurship er en relativ ny form for velgørenhed eller NGO,som balancerer bæredygtighed og profit. Tanken er at en NGO skal gerne være så uafhængig af donorer så muligt. Så derfor starter man en entreprenørvirksomhed op, hvor overskuddet så går til NGO’en, projektet, eller hvad det nu kan være. Kort sagt, win-win for humanisten fra handelshøjskolen. Et eksempel på dette fænomen er Wonder Workshop, en NGO der blev startet op i 2005. Workshop’en laver brugskunst, hovedsageligt ud af metal, men også genbrugt papir, træ og  glas.Overskuddet går til kunstnerne, som alle har en eller anden form for handicap. Folk med handicap har som regel ikke særlig gode vilkår i Tanzania, de fleste ender med at tigge på gaden. Men i Wonder Workshop får de et arbejde som alle andre og bliver behandlet som alle andre. Og så er de utroligt kreative!

Trafik

Trafikken i Dar får sit helt eget indlæg. Jeg plejer at sige at man kan nå hen til alt i København på mindre end en halv time. I Dar es Salaam kan man åbenbart ikke nå hen til NOGET på under 2 timer! Det er hvad min erfaring har vist mig efter en uges tid i Tanzanias uofficielle hovedstad. Vejene varierer fra udmærket, ja nærmest europæiske standarder, til asfalt med ”potholes” på størrelse med en børnepool, til helt almindelig bumlede jordveje. 

Distortion festivalen er åbenbart en daglig begivenhed i Dar

Der er konstant kø, og som resultat (eller måske som grund) kører folk konstant ind i andre køer, eller overhaler på de mest mærkværdige måder. F.eks på fortovet. Så du kører altid enten med 80+ i timen, eller står bomstille. Det er en udfordring de brave boda-boda (motorcykler), dalladalla (minibus) og bajaj (tuk-tuk) chauffører tager op med oprejst pande og is i maven. Bl.a. overhaler de ved at køre på fortovet, leger spøgelsesbilister i korte distancer, og slanger sig gennem de proppede veje. Som passager sidder man med hjertet i halsen, men til sidst griner vi altid af oplevelsen, helt skæve på adrenalin efter at have overlevet. 

Udsigten fra en bajaj der kører 50 km/t på en tanzaniansk motorvej

Men nok det der virkelig slår mig er, hvor velkendt den tanzanianske trafik er fra den kenyanske, især da jeg boede hernede!

Husk solcreme! 5 Mærkeligste steder du kan blive solbrændt

Det er ingen hemmelighed at når man er på ækvator i ca. 1800 meters højde, så er det pænt vigtigt at huske de høje faktorer. Men hvad man ikke ofrer for en god tan, er det ikke rigtigt?

Til skræk og advarsel for alle jer som ikke bruger solcreme, er her en liste over de top 5 særeste steder vi er blevet solbrændte. Og ja, alle er sande.

5. Ørene (Anders) 

Giver egentlig fint nok mening - huden på ørene er ret tynd og udsat når de nu stikker ud fra hovedet. Men at have helt røde høreklapper, det er da ikke helt alment. Så husk den fikse safarihat inden I begiver jer ud.

4. Fødder (Magnus)

Turen til Pangani, var ikke just en sucess for dem med sart hud, især når man kun går i kipklapper. Men stadig, har I noglesinde set et par fødder med samme farve som jorbæris? Nej vel? Så med mindre man føler for at gå rundt i lukkede sko eller sokker i 30 grader fugtig hede, så er det på med et par lag solcreme på futterne.

3. Under armene (Anders)

Ok, helt ærligt, hvordan sker det?! Man render jo ikke rundt med den gode basarm hele dagen, vel? Men nej, de små møg-UV stråler er nogle snedige krabater. Så en t-shirt er nok kærkommen, skide være med truckerarme.

2. Knæhaser (Magnus og Marie)

Nej, nu må det holde! En ting er at benene bliver en smule branket, men at det udelukkende er knæhaserne der bluser op? Selv med solcreme? Måske har de religiøse mennesker hernede alligevel fat i den lange ende med tøj der dækker knæene.

1. Øjenlåg (Magnus)

... Jeg er løbet tør for ord. Solskoldet på øjenlågene. Og vi taler helt lyserøde, der var mange der var i tvivl om Magnus havde fået en allergisk reaktion eller om han var sprunget ud som dragqueen. Men nej, solskoldet på øjnelågene. Vi kan ligeså godt give op folkens, vi kan ikke vinde mod UV-strålerne. Læg jer bare ud i bikinien og få det meste ud af de D-vitaminer der nu må være. Jeg kapitulerer herfra. Slut.

Og prisen for mest uheldig solskoldning går til...

Tilbage på Daraja

Forum-teater 14.4 – 16.4

Dagens bedste nyhed – VI HAR IKKE VÆGGELUS! En af turens største ængstelser var at vi havde fået væggelus, da mange havde fået små bid på armene. Væggelus er også ret trælse, da de lægger æg i ALT ens tøj, og derfor er meget svære at komme af med. Men det viste sig at være sandfluebid (da de ikke kløede og vi ikke havde fået nogle nye siden Pangani), så det vil sige at vi ikke skal spraye og kogevaske alt hvad vi ejer! YES!

Programmet startede hårdt ud med det der kaldes ”Forum-Teater”, hvilket er en speciel form for interaktivt teater. Det blev startede i 70’erne i Brasilien, og går ud på at man fremfører en sketch med en trist slutning. Dilemmaet i stykket bør som regel være et samfundsmæssigt problem med en undertrykker og en undertrykt. Efter man så har fremført stykket spørger ordstyren (eller ”Jokeren”) så publikum hvad der kunne ændre situationen. Kunne den voldsramte kvinde slå igen? Bør det AIDS-ramte mobbeoffer stille sig op og forklare hvad AIDS er? Pointen er at publikum kommer med foreslag og skaber debatten. Så spiller man stykket igen, med publikums forbedringer. Publikum kan nu få lov til at råbe ”FRYS!” og så komme med flere rettelser, eller, hvis man er modig, komme op og selv spille rollen.

Vi skulle spille vores stykke for Daraja pigerne, og, fordi det tog udgangspunkt i deres oplevelser og udfordringer, handlede de alle om kønsroller og kønsdiskrimination. Det gik lidt langsomt for sig i starten, men til slut fik vi gang i debatten, og der var endda en der kom op og overtog en rolle! Mega sejt gjort! 

Masaai dans 17.4

Om torsdagen plejer vi som regel at have Coffee Bar, en slags debatklub, men i aften var det program blevet udskiftet med en gæsteoptræden fra de lokale Masaai unge. Den stod på sang og dans fra vores gæster, og bagefter fik vi mulighed for at stille dem nogle spørgsmål (hvad betyder den sang? Har i mange af sådan en slags danse?), hvilket de svarede på med stor forståelse. Vi blev til gengæld noget betuttede da de så spurgte os om vi havde nogle sange i vores stamme! 

Casanova alligevel

Aftenens højdepunkt var nok da nogle af masaaidrengene bejlede for de danske piger (herunder undertegnet), ved at byde dem op til dans og derefter hoppe. Ja, hoppe. Jo højere han hopper, desto mere attraktiv bliver han anset.

Børnehjem 18.4 - 21.4

Fredag var vi ude og besøge et børnehjem. Hjemmet er styret af en præst og hans kone fra den lokale Baptist-kirke. De lever af donationer fra andre kirker i lokalområdet, og har 28 børn permanent boende i alderen 5-19. De bor i 2 huse eller dorms - en til drenge og en til piger. Man sover 2 i en seng.

Billedet er taget af Marie

Pastoren i hans hjem. Billedet er taget af Marie

Udover præsten og hans kone arbejder der 2 kokke på hjemmet i et køkken der næsten kan sammenlignes med en bivuak.

Billedet er taget af Marie

Men på trods af de utrolig spartanske kår, var der liv og glæde at se over alt i hjemmet. Børnene var meget generte over for os (de var ikke vant til at se wazungu/hvide mennesker), men de var stadig rigtig glade for at snakke med de afrikanske deltagere og spille fodbold med dem. Ikke alle børn der bor på hjemmet er forældreløse. Nogle af dem kommer til hjemmet fra gaden, eller har HIV, men vi snakkede med en 19-årig ved navn Paul, som kom til hjemmet i 2006, for at søge hjælp til at betale for sin skolegang. Hans far nægtede at betale for Paul og hans fem søskende, og hans mor havde ikke råd til at gøre det alene. Idag går Paul i "secondary school", hvilket svarer nogenlunde til gymnasiet, og håber at læse til bygningsingeniør på universitet. Paul fortalte at personalet på børnehjemmet agerede forældre for mange af børnene, og anså selv de yngste beboer som sine egne småsøskende. Alt i alt, var der en rigtig hyggelig stemning, på trods af utroligt sparsomme faciliteter, ligesom resten af vores ekskursioner har vist os.

Mapenzi fra holdet er den ultimative afrikanske mama. Især hvad børn angår.

Børn der leger ude foran kirken. 

Friuge i Pangani og Masai Mara

Friuge i Pangani 5.4-10.4

I denne uge havde vi fri, så i den anledning tog vi danksere en 5 dagstur til Pangani, som ligger ud til den Tanzanianske kyst (fordi vi nu ikke måtte befinde os på Kenyas kyst). Til gengæld skulle vi flyve til Mombasa og så køre til Pangani derfra. Det tog 9 timer. Nej jeg lyver ikke. 9 timer i en bus og en luftfugtighed tættere end en urskov, og temperatur som en sauna. Tror du vi var glade for at nå frem? Jep, især eftersom det sidste stykke vej havde en hældning på næsten 45 grader, og det var mørkt.

Næste dag blev vi splittet op – 8 danskere skulle på et dykkerkursus, og vi andre tre blev på hotellet. Vi gik en laaang tur ned ad en strand der ligner noget fra et postkort, og så var vi ellers ude og bade i det Indiske Ocean. Til dem af jer der ikke har prøvet det, så kan jeg fortælle, at det er ligeså varmt som et badekar, og fuldstændig blikstille (i hvert falde fra Pangani).

Dag 2 i Pangani , det var for varmt til at kunne lave noget ud over at sidde i skyggen og nyde udsigten og skrive dagbog og tage brusebad (eddermame en luksus, når man kommer fra 2 uger på Nairobi-Platformen uden rindende vand). Noget at notere om det sted vi boede; det var et udmærkede lodge der hed ”Drifters”, men vi sov 11 mennesker i et værelse og maden var ikke inkluderede i prisen. Hvert måltid kostede 10 USD, men bliver det omregnet til tanzanianske shilling hedder prisen lige pludselig 16’000 Tsh (der kan man vist tale om Matadorpenge!) Til gengæld fik vi alle god aftensmad i den nærliggende landsby til halv pris.

Havde en oplevelsesrig tredjedag – tog på en Masai-Walk, som er en tur arrangeret af et andet hotel, og viser hvordan lokalbefolkningen bor, bl.a. masai-folkene og saltminerne i mangroverne (flashback til eksursionerne d. 18.3) Bestemt hyggeligt, og så er mangrovelandskab seriøst noget af det særeste på guds grønne jord. Nå ja, og så så vi et halvråddent kadaver af et hulepindsvin skyllet op på stranden. ET HULEPINDSVIN!

Sidste dag i Pangani blev fejret med manér da de andre endelig blev færdige med deres dykkercertifikat. Vi er meget stolte af dem (og måske lidt misundelige). Men forståeligt nok ville de have en stranddag, men vi var 4 der ville lige have det sidste med af turen, så vi tog ind til byen Pangani. Vi tog derind med store forhåbninger om at opleve Swahili-kultur og historie, men byen viste sig at være noget af et hul, og vi havde ingen guide. Til gengæld var det meget sjovt at gå på opdagelse i en by du ikke kender, og hvor befolkningen overhovedet ikke taler engelsk! Så vi blev bestemt udfordret på vores sparsomme Swahili-gloser, men det var nu også sjovt. Vi var inde og spise på en restaurant hvor man først går op og tager for sig af buffeten, og så giver tjeneren dig prisen, alt afhængigt af hvor meget du har taget. Ikke overraskende var det mættende mad og rørende billigt. 

På vej hjem tog vi en piki-piki – eller en motorcykel taxa. To meget søde amerikanere der også boede på Drifters anbefalede os det, hvis vi ville komme hurtigt (og billigt hjem). Så fluks, vi blev nærmest hivet op på den nærmeste knallert og så var det ellers af sted. Mig og Alex (som har bloggen: Alex i Kenya) sad begge på en, og de to andre sad på den anden. Det ellers over stok og sten forbi urjungle, ananasmarker og små hytter. Hold kæft, det var sjovt, men nok ikke det sikreste transportmiddel.
Turen sluttede af på den mest absurde måde i mands minde. Efter lækker tre-retters menu og en ordentlig fejring af en god tur gik vi hjem fra restauranten/hotellet hvor de andre tog deres dykkerkursus. I ØSREGNVEJR! Det tøj der var blevet hængt til tørre var drivende vådt, og det vi havde på dryppede. Og når vi nu skulle afsted kl. 06 næste morgen for at nå et fly tilbage til Nairobi, var det ret tvivlsom at det kunne nå at blive tøj.

Utroligt nok nåede vi til Mombasa i udmærkede tid, selvom det tog nærmest en krig at komme fra Drifters til Pangani. I løbet af aftenen var vejen simpelthen blevet gravet op! Kæmpe jordbunker, så langt øjet rakte. Det betød at vi så måtte stige ude af bilen, så den kunne køre i en faretruende skæv vinkel i vejkanten. Der må jeg blankt indrømme, jeg kunne mærke mine brune hår blive grå. Men udover det gik det fint – og hurtigt! Vores chauffører var enormt seje til at holde hovedet koldt under pres, hvilket var meget godt når nu undertegnet i hvert falde var på panikkens rand. Men vi overlevede sgu – med vådt tøj i bagagen og i en kvælende hede. Nu kan vi sgu klare ALT!

Masai Mara 11.4-13.4

Masai Mara er et af de største (og mest kendte) naturreservater i verden. I 90’erne tog Disneys animatorer til parken for at få inspiration til ”Løvernes Konge”, og i dag er den kendt som stedet hvor mange naturprogrammer bliver optaget. Det ligger ca. 5 timer fra Nairobi og på grænsen til Tanzania. Og der skulle vi befinde os i 3 dage, på det der kaldes et tented camp. Værelserne ligner en mellemting mellem et telt og en bivuak, men med 2 lækre senge og eget bad. 

Billedet er taget af Johanne

Det eneste der trækker lidt ned var aberne. Eksotisk ja, men de små nuttede røvere var IKKE bange af sig, og tog imod enhver lejlighed til at stjæle sukker, snacks og andet mundgodt. Derfor skal man huske at låse teltets lynlåse. Det havde drengene desværre glemt, med det resultat at alle deres snacks til turen blev ædt, og at aberne holdte den vildeste fest på sengene.

Nå, men nok om aberne – hvad med alle de andre dyr? Jo… de var på ferie. Desværre ramte vi ind i lavsæsonen, hvor de store flokke gnuer og zebraer er væk, men hvad gør det når man får set en pokkers masse elefanter, løver og bøfler?! Jep – vi fik endda sat kryds ved 4 ud af 5 af the Big Five med den utrolig sky leopard. Og der blev eddermame taget nogle gode close-ups og smukke landskabs billeder.

Mara-floden, der hvor gnuerne krydser hver sommer

Leopard

Nogle gange bliver man mere underholdt af turisterne end af selve dyrerne

NAAAAAAAAAANTS INGOYAAAAMA BAGITHI BABA...

Geparden her er på udkig efter andre rovdyr, der potentielt vil komme og spise dens bytte. Geparden er en af de svageste kattedyr, så hvis den bliver truet af andre rovdyr kan den intet stille op.

Den første dag tog vi på en kort eftermiddags Game drive, for lige at introduceres til området. Næste dag tog vi af sted kl. 8 og holdte picnic midt på savannen ved 12 tiden. Vi var først færdige kl. 4, men der var godt nok også segnefærdige. Sidste dag startede vi ved 6 tiden, så vi fik set den smukkeste solnedgang (og skrålede med på ”Circle of Life” naturligvis), indtil 9 tiden, hvor vi fik serveret lækker morgenmad og tog så tilbage til Daraja. Nøj, hvor havde jeg egentlig savnet det.