Dar es Salaam

Jeg plejer at sige at man kan nå hen til alt i København på mindre end en halv time. I Dar es Salaam kan man åbenbart ikke nå hen til NOGET på under 2 timer! Det er hvad min erfaring har vist mig efter en uges tid i Tanzanias uofficielle hovedstad.

Det, og så at denguefeber er det nye malaria. Symptomerne er nogenlunde ens, de bliver begge spredt af myg (dog hvor malariamyg bider om natten, hvor denguemyggen bider om dagen – SUPER!), og de kan potentielt udvikle sig til noget dødeligt! Men der hvor denguefeber tager prisen for mest træls er, at der ikke findes nogen kur. Det eneste du kan gøre er, at hoppe op på hospitalet, få et par panodiler og håber at dit blod stadig kan koagulere i morgen. Vi overlevede alle heldigvis uden diagnosen, men kun fordi vi nærmest badet os selv i myggespray (som platformen var søde nok til at sørge for).

Grimme lille satan

KCC 24/5

Kigamboni Community Centre blev startet op i 2007 af en gruppe unge og fungere i dag som et værested for børn og unge i kvarteret. De to tanzanianere fra vores hold, Aisha og Isombelo, har begge arbejdet som frivillige på centeret. I centeret skabes der trygge rammer for udsatte børn og unge, hvor de bl.a. kan få støtte til uddannelse, få opbygget ressourcer til at starte en virksomhed op, og, som vi var vidne til, udvikle talenter!

Hver lørdag afholdes der et show i KCC, hvor de unge opfører sang, akrobatik og skuespil. Sidstnævnte var jeg med til at deltage i. Sjovt nok i et stykke om sprogbarriere, der foregik på udelukkende Swahili, på nær lige mine replikker. Det var hylende morsomt, i hvert falde for publikum, håber jeg.

Kipepeo Beach 25/5

Strand tur i Dar es Salaam. Det bød på lune og vilde bølger, der smadret ned på en kridhvid strand. Kipepeo er en privat strand, hvor der ligger en bar/restaurant lige ved siden af. Da vi var der var der masser af tursiter, på trods af det er lavsæson – dvs. overskyet og småregnende. Men det var stadig rigtig sjovt, og en god opvarmning til Zanzibar…

Wonder Workshop og social entrepreneurship 27/5

Social entrepreneurship er en relativ ny form for velgørenhed eller NGO,som balancerer bæredygtighed og profit. Tanken er at en NGO skal gerne være så uafhængig af donorer så muligt. Så derfor starter man en entreprenørvirksomhed op, hvor overskuddet så går til NGO’en, projektet, eller hvad det nu kan være. Kort sagt, win-win for humanisten fra handelshøjskolen. Et eksempel på dette fænomen er Wonder Workshop, en NGO der blev startet op i 2005. Workshop’en laver brugskunst, hovedsageligt ud af metal, men også genbrugt papir, træ og  glas.Overskuddet går til kunstnerne, som alle har en eller anden form for handicap. Folk med handicap har som regel ikke særlig gode vilkår i Tanzania, de fleste ender med at tigge på gaden. Men i Wonder Workshop får de et arbejde som alle andre og bliver behandlet som alle andre. Og så er de utroligt kreative!

Trafik

Trafikken i Dar får sit helt eget indlæg. Jeg plejer at sige at man kan nå hen til alt i København på mindre end en halv time. I Dar es Salaam kan man åbenbart ikke nå hen til NOGET på under 2 timer! Det er hvad min erfaring har vist mig efter en uges tid i Tanzanias uofficielle hovedstad. Vejene varierer fra udmærket, ja nærmest europæiske standarder, til asfalt med ”potholes” på størrelse med en børnepool, til helt almindelig bumlede jordveje. 

Distortion festivalen er åbenbart en daglig begivenhed i Dar

Der er konstant kø, og som resultat (eller måske som grund) kører folk konstant ind i andre køer, eller overhaler på de mest mærkværdige måder. F.eks på fortovet. Så du kører altid enten med 80+ i timen, eller står bomstille. Det er en udfordring de brave boda-boda (motorcykler), dalladalla (minibus) og bajaj (tuk-tuk) chauffører tager op med oprejst pande og is i maven. Bl.a. overhaler de ved at køre på fortovet, leger spøgelsesbilister i korte distancer, og slanger sig gennem de proppede veje. Som passager sidder man med hjertet i halsen, men til sidst griner vi altid af oplevelsen, helt skæve på adrenalin efter at have overlevet. 

Udsigten fra en bajaj der kører 50 km/t på en tanzaniansk motorvej

Men nok det der virkelig slår mig er, hvor velkendt den tanzanianske trafik er fra den kenyanske, især da jeg boede hernede!

Nairobi og Go-Down Art Center

GCC-sangen 25.3-27.3

Fra tirsdag til torsdag skulle vi skrive og indspille en sang i fællesskab. Det foregik i noget der hedder ”GoDown Art Centre” – hvor malere, musikere og skuespillere mødes og udvikler deres kunst. Pænt fedt sted, må man sige.

Apropos ingenting: Dette barn ligner virkelig en afrikansk version af en dreng i en af mine børnehaver...

Projektet viste sig at være nemmere sagt en gjort, når man har 21 mennesker med 50 forskellige forslag. Heldigvis har vi to meget garvede sangere, som kunne stå for melodien, uden for meget bøvl. Vores ”sangcoach” Abbi, gjorde et rigtig godt job i at opfordre alle i at komme med forslag til teksten, men samtidig ”rette” på os, så det ikke endte med et dårligt remake af ”We Are The World”. Knap så entusiastiske var producerne, som ikke var helt enige i at det skulle være hele GCC’s sang, men ville hellere have solisterne i front. Det var de fleste ret irriteret over, men hvad pokker, det er jo bare en sang, og pointen er ikke om den blev god, eller indspillet ”korrekt”, pointen er, at det var et fælles projekt, og at alle havde en hånd med i det.

Abi, vores sangcoach

Danseworkshop og etiopisk mad 28.3

I dag skulle vi danse. Eller, danse er så meget sagt, men vi skulle i hvert falde bruge vores kroppe og bevægelse til at formidle et budskab. Hvis det lyder lidt flippede, så er det fordi, at det er det! Men det var fandeme også sjovt at skulle være kreativ på så anderledes en måde end man er vant til. Og så er det også en rigtig god måde at kommunikere på, uden brug af ord.

Senere på aftenen var vi blevet inviteret ud på en etiopisk restaurant af lærerne. Det var virkelig en oplevelse! Seriøst, hvis du kan lide stærk mad og stærkt fællesskab, så prøv en etiopisk restaurant! Maden blev serveret på et kæmpe fad, med forskellige stykker tilbehør (kødstykker i stærk sovs, stærk jordnøddesovs, spinat, en slag etiopisk ost osv), på et stort stykke syrligt brød; ”injera”. Tanken er så, at man med hænderne river stykker af injera’en af, og dypper det i det man nu vil spise. Her er hagen; et fad er til 4 mennesker. Og det endte i et virkelig sjovt cirkus!

Mt. Longonot 29.3

Så er der dømt Dansker-tur! En 6 timer lang hike op ad en sovende vulkan, ved navn Mt. Longonot. Vulkanen ligger i Rift Valley, ca. halvanden times kørsel udenfor Nairobi. Først går man op til selve krateret, hvilket tog længere tid end vi havde regnet med. Ikke fordi vi gik specielt langsomt, mere pga. alle de små børn, der skulle gå foran os! Det hjalp desværre heller ikke at børnene havde vandrepinde med, hvilket gjorde det nærmest livsfarligt at gå bag ved dem! Da vi så kom op til krateret, var der mulighed for at gå rundt om det, hvilket var noget af en udfordring. For det første går det virkelig stejlt ned på begge sider af en sti, som til tider ser meget smal ud. For det andet skal man også op og klatre og ned igen, en oplevelse der virkelig sætter bentøjet på prøve (mine ben klager sig stadig, og jeg har et fint sæt vabler på begge hæle). Men når ser denne udsigt, kan man roligt sige at det var turen værd.

Med sådan en udsigt forstår man godt hvorfor kenyanere er så religiøst et  folkefærd

Lake Naivasha

Krateret. Værs'go til Jurassic Park-temasangen. Og en flyveøgle.

Bjergsiden er dannet af oldgammel vulkansk aktivitet, og ligner lidt sandklitter

Meget lokal regn

Klatretøsen, go home!

Hej urskovssti, du er da nuttet!

Hospitalstur 31.3

Så har man da også oplevet det kenyanske hospitalsvæsen. I går aftes havde undertegnet en onsindet kvalme, så det hed fluks hen til det nærmeste hospital. Sjældent har jeg oplevet noget så bøvlet.
Det starter med at jeg kom ind til skranken, bestilte en lægekonsultation (som koster 1000 Ksh) og ventede på lægen. Efter jeg blev kaldt ind forklarede jeg ham kort symptomerne (kvalme og ondt i maven). Han gav mig så en seddel med to slags prøver jeg skulle have foretaget, og bad mig om at tage denne seddel til labaratoriet. Ok, det gør jeg så, og får besked på at tage ovennævnte seddel hen til skranken og betale for det også. Så venter jeg på at få taget testen, får taget testen (heldigvis af nogle meget søde læger) og skal så vente på at få svar. 2 TIMER SENERE – får jeg resultatet. Jeg er nu blevet en amøbeinfektion rigere, og ca. 3500 Ksh fattigere efter at have bestilt medicinen jeg skulle tage og så hente den ved apoteket. Vent – hvorfor betaler jeg ikke hos apoteket for de piller? Fordi overblik er en by i Rusland for det kenyanske hospitalsvæsen. Men jeg blev nu en gang rask, så når enden er god er alting vel godt.

Interviews i Kibera 2.4 – 3.4

Journalistik-forløbet kulminerede i at vi skulle planlægge og udføre en række interviews i Kibera (der hvor vi var første dag – et meget hyggeligt gensyn). Vores gruppe valgte emnet Innovation og Business i Kibera, og interviewet en aldrende skomager og en ung butiksejer. Begge mænd var imødekommende og åbne omkring deres forretning. Og så er det bare utrolig rart at få bekræftet det syn man fik af Kibera den første dag. Selvom de begge havde deres udfordringer (Skomagerene havde svært ved at få sparet nok penge sammen til slut i måneden til sin store familie, og butiksejerene havde stadig men fra røverierne og urolighederne efter ’07-valget) var de stadig godt tilfredse og havde stærke ambitioner for fremtiden.