Sidste tid før Tanzania

Naivasha, Hells Gate og Abedare 2-4/5

Så er der dømt lang weekend, vores første tur adskildt i mellem danskerne! De 8 sejeste af holdet tog op og besteg Mt. Kenya. Vi 3 andre dødelige tog til hhv. Hells Gate og Lake Naivasha, der sjovt nok ligger lige ved siden af vores gamle ven Mt. Longonot!

Turen startede lidt hektisk, da det viser sig at næsten halvdelen af os danskere har fået spærret vores kort. Og vi skulle betale turen up front in cash. Undertegnet var tæt på at flå hovedet af sig selv i ren panik. Men betalt blev turen, da vi altid kan låne lidt af hinanden.

Da vi kom ned til Naivasha blev vi tjekket ind på nok det mest luksuriøse hotel vi har oplevet på hele turen. Og så lige i tiden til frokostbuffet. Hotellet hedder Sopa Lodge, og vi fik at vide, at hvis vi skulle ud om aftenen, f.eks til aftensmad, så skulle vi eskorteres af en af vagterne. Grunden værende at flodhesten, det dyr der dræber allerflest mennesker i Afrika, kommer op og græsser i baghaven om natten.

Efter frokost skulle vi til Hells Gate på cykelsafari. Vi havde en helt fantastisk guide ved navn Chris, som kunne fortælle alverdens spændende ting om naturen. Naturen var også helt fascinerende, da Hells Gate er hovedsageligt består af dramatiske kløfter og savanne, hvor der lever bøfler, zebraer og impalaer. Og det skulle vi cykle igennem. 

Vi nåede frem til Hells Gate Gorge, hvor vores guide fortalte os at både Lara Croft filmen var blevet filmet, og gnu-scenen fra Løvernes Konge var blevet inspireret fra. 

Mufasa - NEEEEJ!!!

Næste morgen tog vi på en bådsafari på Lake Naivasha, hvor man kunne se fiskeørne, waterbucks og zebraer på en lille ø. Der var utroligt mange flotte fugle at se, men højdepunktet for adrenalin-kick var nok, at vi sejlede utrolig tæt på en flok flodheste som noget af det første. Så var stilen lagt, må man sige!

Vi kørte op til Abedare Nationalpark, som er en af de få tempererede regnskove i Kenya. Folk kommer for det meste for at se de smukke vandfald og den særprægede flora, men ikke så meget for dyrene. Ikke fordi der ikke er nogle dyr, det er bare så svært at se dem! Bøfler, elefanter og bushbucks springer ud fra en overvokset hæk og er væk i næste sekund.

Stedet vi boede på hed ”The Ark” og var så gennemført at vi boede i hytter og skulle briefes af en ”kaptajn”. Stedet ligger ud til et vandhul og har den fascinerende service, at man kan slå en alarm til, i det tilfælde at der skulle komme nogle sjældne dyr og drikke ved vandhullet. Vi fik f.eks et buzz, hvilket betød at en elefantfamilie var kommet på visit.

Vi sov som konger, spiste som dronninger og var godt mætte da vi kom hjem til Daraja. Det var bestemt sært ikke at have set de andre i 3 dage, men det gjorde bare gensynsglæden endnu bedre – især da de kunne fortælle om deres oplevelser på bjerget.

Youth Symposium 7/5

Vi skulle arrangere og facilitere vores eget Youth Symposium i denne uge. Et Youth Symposium er et arrangement, hvori man inviterer en masse unge ud til en række workshops. Vi var i dagene op til blevet trænet i facilitation og workshop design, og følte os derfor ret godt klædt på til dagens event. Vores gruppes emne hed ”Reproductive Health”. Vi havde diskuterede de bedste måder at ”frame” vores workshop på, og brugte hhv. ”Forum Theatre” og god gammeldags case-diskussioner. Vores participanter var dejligt aktive og rigtig friske på at diskutere næsten alle aspekter af casen. Alt i alt, en fed oplevelse. Og vi fik endda også en gæste-speaker: regionens uddannelses- og informationsminister (fed titel). Også han deltog i en af workshops’ene.

Friuge i Pangani og Masai Mara

Friuge i Pangani 5.4-10.4

I denne uge havde vi fri, så i den anledning tog vi danksere en 5 dagstur til Pangani, som ligger ud til den Tanzanianske kyst (fordi vi nu ikke måtte befinde os på Kenyas kyst). Til gengæld skulle vi flyve til Mombasa og så køre til Pangani derfra. Det tog 9 timer. Nej jeg lyver ikke. 9 timer i en bus og en luftfugtighed tættere end en urskov, og temperatur som en sauna. Tror du vi var glade for at nå frem? Jep, især eftersom det sidste stykke vej havde en hældning på næsten 45 grader, og det var mørkt.

Næste dag blev vi splittet op – 8 danskere skulle på et dykkerkursus, og vi andre tre blev på hotellet. Vi gik en laaang tur ned ad en strand der ligner noget fra et postkort, og så var vi ellers ude og bade i det Indiske Ocean. Til dem af jer der ikke har prøvet det, så kan jeg fortælle, at det er ligeså varmt som et badekar, og fuldstændig blikstille (i hvert falde fra Pangani).

Dag 2 i Pangani , det var for varmt til at kunne lave noget ud over at sidde i skyggen og nyde udsigten og skrive dagbog og tage brusebad (eddermame en luksus, når man kommer fra 2 uger på Nairobi-Platformen uden rindende vand). Noget at notere om det sted vi boede; det var et udmærkede lodge der hed ”Drifters”, men vi sov 11 mennesker i et værelse og maden var ikke inkluderede i prisen. Hvert måltid kostede 10 USD, men bliver det omregnet til tanzanianske shilling hedder prisen lige pludselig 16’000 Tsh (der kan man vist tale om Matadorpenge!) Til gengæld fik vi alle god aftensmad i den nærliggende landsby til halv pris.

Havde en oplevelsesrig tredjedag – tog på en Masai-Walk, som er en tur arrangeret af et andet hotel, og viser hvordan lokalbefolkningen bor, bl.a. masai-folkene og saltminerne i mangroverne (flashback til eksursionerne d. 18.3) Bestemt hyggeligt, og så er mangrovelandskab seriøst noget af det særeste på guds grønne jord. Nå ja, og så så vi et halvråddent kadaver af et hulepindsvin skyllet op på stranden. ET HULEPINDSVIN!

Sidste dag i Pangani blev fejret med manér da de andre endelig blev færdige med deres dykkercertifikat. Vi er meget stolte af dem (og måske lidt misundelige). Men forståeligt nok ville de have en stranddag, men vi var 4 der ville lige have det sidste med af turen, så vi tog ind til byen Pangani. Vi tog derind med store forhåbninger om at opleve Swahili-kultur og historie, men byen viste sig at være noget af et hul, og vi havde ingen guide. Til gengæld var det meget sjovt at gå på opdagelse i en by du ikke kender, og hvor befolkningen overhovedet ikke taler engelsk! Så vi blev bestemt udfordret på vores sparsomme Swahili-gloser, men det var nu også sjovt. Vi var inde og spise på en restaurant hvor man først går op og tager for sig af buffeten, og så giver tjeneren dig prisen, alt afhængigt af hvor meget du har taget. Ikke overraskende var det mættende mad og rørende billigt. 

På vej hjem tog vi en piki-piki – eller en motorcykel taxa. To meget søde amerikanere der også boede på Drifters anbefalede os det, hvis vi ville komme hurtigt (og billigt hjem). Så fluks, vi blev nærmest hivet op på den nærmeste knallert og så var det ellers af sted. Mig og Alex (som har bloggen: Alex i Kenya) sad begge på en, og de to andre sad på den anden. Det ellers over stok og sten forbi urjungle, ananasmarker og små hytter. Hold kæft, det var sjovt, men nok ikke det sikreste transportmiddel.
Turen sluttede af på den mest absurde måde i mands minde. Efter lækker tre-retters menu og en ordentlig fejring af en god tur gik vi hjem fra restauranten/hotellet hvor de andre tog deres dykkerkursus. I ØSREGNVEJR! Det tøj der var blevet hængt til tørre var drivende vådt, og det vi havde på dryppede. Og når vi nu skulle afsted kl. 06 næste morgen for at nå et fly tilbage til Nairobi, var det ret tvivlsom at det kunne nå at blive tøj.

Utroligt nok nåede vi til Mombasa i udmærkede tid, selvom det tog nærmest en krig at komme fra Drifters til Pangani. I løbet af aftenen var vejen simpelthen blevet gravet op! Kæmpe jordbunker, så langt øjet rakte. Det betød at vi så måtte stige ude af bilen, så den kunne køre i en faretruende skæv vinkel i vejkanten. Der må jeg blankt indrømme, jeg kunne mærke mine brune hår blive grå. Men udover det gik det fint – og hurtigt! Vores chauffører var enormt seje til at holde hovedet koldt under pres, hvilket var meget godt når nu undertegnet i hvert falde var på panikkens rand. Men vi overlevede sgu – med vådt tøj i bagagen og i en kvælende hede. Nu kan vi sgu klare ALT!

Masai Mara 11.4-13.4

Masai Mara er et af de største (og mest kendte) naturreservater i verden. I 90’erne tog Disneys animatorer til parken for at få inspiration til ”Løvernes Konge”, og i dag er den kendt som stedet hvor mange naturprogrammer bliver optaget. Det ligger ca. 5 timer fra Nairobi og på grænsen til Tanzania. Og der skulle vi befinde os i 3 dage, på det der kaldes et tented camp. Værelserne ligner en mellemting mellem et telt og en bivuak, men med 2 lækre senge og eget bad. 

Billedet er taget af Johanne

Det eneste der trækker lidt ned var aberne. Eksotisk ja, men de små nuttede røvere var IKKE bange af sig, og tog imod enhver lejlighed til at stjæle sukker, snacks og andet mundgodt. Derfor skal man huske at låse teltets lynlåse. Det havde drengene desværre glemt, med det resultat at alle deres snacks til turen blev ædt, og at aberne holdte den vildeste fest på sengene.

Nå, men nok om aberne – hvad med alle de andre dyr? Jo… de var på ferie. Desværre ramte vi ind i lavsæsonen, hvor de store flokke gnuer og zebraer er væk, men hvad gør det når man får set en pokkers masse elefanter, løver og bøfler?! Jep – vi fik endda sat kryds ved 4 ud af 5 af the Big Five med den utrolig sky leopard. Og der blev eddermame taget nogle gode close-ups og smukke landskabs billeder.

Mara-floden, der hvor gnuerne krydser hver sommer

Leopard

Nogle gange bliver man mere underholdt af turisterne end af selve dyrerne

NAAAAAAAAAANTS INGOYAAAAMA BAGITHI BABA...

Geparden her er på udkig efter andre rovdyr, der potentielt vil komme og spise dens bytte. Geparden er en af de svageste kattedyr, så hvis den bliver truet af andre rovdyr kan den intet stille op.

Den første dag tog vi på en kort eftermiddags Game drive, for lige at introduceres til området. Næste dag tog vi af sted kl. 8 og holdte picnic midt på savannen ved 12 tiden. Vi var først færdige kl. 4, men der var godt nok også segnefærdige. Sidste dag startede vi ved 6 tiden, så vi fik set den smukkeste solnedgang (og skrålede med på ”Circle of Life” naturligvis), indtil 9 tiden, hvor vi fik serveret lækker morgenmad og tog så tilbage til Daraja. Nøj, hvor havde jeg egentlig savnet det.