Førstehåndsindtryk af Kenya

Velkommen til Nairobi - 5.3

Vi lander i Nairobi kl.04.30 lokal tid og ca. 2 timer sover vi som sten på værelset i YMCA. Det var overhovedet ikke gået op for os at vi var i Nairobi, næsten to tusinde kilometer hjemmefra og skulle snart begive os ud på et eventyr med 10 andre unge fra over hele kontinentet.

Første dag i Nairobi og det første, der står på skemaet, efter en hurtig walk-n-talk i downtown Nairobi, en tur til Kibera. Afrika’s andenstørste slumområde. Der bor ca. 1.5 millioner mennesker, de fleste i hytter bygget af blik og ler. I vejkanten ligger der tårne af skrald og affald, og togskinnerne kører direkte igennem en smal korridor af hytter og skure. Alligevel er Kibera et af de mest overvældende hyggelige oplevelser jeg har haft, og en perfekt introduktion til byen. Vent – hvad?!

Overalt blev vi mødt med gæstfrihed og glad stemning. Kibera minder mere om en stor landsby, i stedet for den store farlige slum vi så ofte får smidt i hovedet. Ja, der er beskidt, ja, det er kummerlige forhold folk lever i, men pointen er at de lever. Smilende børn i skoleuniformer var ivrige efter at give os hånden og sige ”How are you?” Udenfor næsten hver lille hytte lå der små boder med alverdens merchandise og dagligvarer. Og alle dem vi talte med var fuld af optimisme. Kibera  ≠ slum. Kibera = håb.

Taget af Johanne

Taget af Johanne

Taget af Johanne

Taget af Saga

Turen til Daraja – d. 6.3

Mødet med de kenyanske veje. Hvor vigepligt er for tøffelhelte og man spørger sig selv om de følger reglerne meget løst, eller om reglerne bliver dannet på gefühlen. Tag det med et smil, og nyd udsigten over det kenyanske landskab.

Vi ankom til Daraja kl. 13, lige i tide til frokost: githeri (en blanding af majs, bønner og kartofler – kulhydrater længe leve!)

Daraja blev startede i 2009 af to amerikanere og er en secondary school for piger uden midler til at fortsætte deres uddannelse. Der er pt. 106 piger, og indtil videre virker de meget søde. Vi sluttede dagen af med navnelege omkring et bål og lært hinanden bedre at kende. Sov godt, lala salama.

Tur i Nanyuki. 8.3

Så er der dømt bytur i Nanyuki! Vores Swahili-lærer Jessie havde stilt os flere opgaver omkring byen, hvor man skulle finde forskellige caféer, banker osv. Det tog ca. 1 time, som vi sluttede af på en ”meat-pub”. Det var noget af en oplevelse, hvor tålmodighed med service og betaling blev sat på prøve.

Men god mad, godt selskab kan række langt, lige langt nok til at man så kan overskue en halvtimes kø til at få sit kenyanske sim-kort. Hold da kæft et cirkus der skal til! Nu håber vi bare at vi har købt et godt abonnement, og at vi kan finde ud af at toppe op (det er vist noget med at ringe til et nummer og så taste beløb, eller telefonnummer eller hemmelig kode, jeg aner det virkelig ikke!)

Søndag fri 9.3

Nogle af os danskere besluttede os for at gå en tur i lokalområdet i dag. Fedeste oplevelse siden Kibera. Vi endte med at deltage i en gudstjeneste i en masailandsby. Gudstjeneste foregik i et højt blikskur, uden sæder, uden kors eller noget, kun en landsbyfuld af kvinder, mænd, børn og 7 halvforvirrede danskere, der stod og messede i takt. Stemningen var så overvældende. Ingen navne, ingen forskel på hudfarve, alder eller identitet, kun fælleskab og lighed. All are equal in the eyes of the Lord. Pludselig forstår man meget bedre hvorfor afrikanere af så religiøse. Det gjorde man i hvert falde når man stod på toppen af en bakke og kunne se over hele bush’en.